47 uundværlige råd til skribenten

SONY DSCNogle gange kan man fristes til at tro, at man er født god eller dårlig til at skrive. Eller, at det i hvert fald ikke er noget, man kan gøre det store ved. Men det er ikke tilfældet, mener Roy Peter Clark, og derfor har han skrevet bogen ”Skriveredskaber – 47 uundværlige råd til skribenten”:

”Hvis du føler dig efterladt, kan bogen her inspirere dig til at betragte det at skrive som målrettet håndværk, ikke som et spørgsmål om et talent. Tænk på det at skrive som tømrerarbejde, og betragt bogen som din værktøjskasse,” skriver han i indledningen. Derefter præsenterer han 47 konkrete skriveredskaber.

Bogen er opbygget på en måde, så det virker overskueligt at komme i gang. Roy Peter Clark opfordrer til, at man tager et redskab ad gangen, frem for at kaste sig ud i et kæmpe sprogligt projekt. Phew, det virker faktisk overskueligt at rette et enkelt blogindlæg igennem for at tjekke, om jeg bruger nøgleord godt – vælger dem med omhu, giver dem plads og lader være med at gentage dem:

”Som læser sætter jeg pris på gentagelserne i Hemingways tekst. De virker som rytme i en bastromme og får forfatterens budskab til at vibrere helt ind under huden. Nogle ord – for eksempel sand eller sætning – fungerer som byggekloders og gentages med glimrende virkning. Særlige ord som ”forsiringer” og ”ornamenter” fortjener deres eget rum.
Hvis man er opmærksom på ordterritorier, kan man udrydde de overflødige gentagelser, og endnu bedre: man kan skabe tekster med et særligt sprog, der understøtter tekstens formål.”

Eller når jeg skriver en tekst, så have som mål at tilføje en enkelt interessant kontrast eller at have fokus på at lade de vægtigste ord komme først eller sidst i en sætning:

”Nogle skriveundervisere kalder teknikken det emfatiske 2-3-1 værktøj: De vigtigste ord kommer i slutningen, de næstvigtigste i begyndelsen, og de mindst vigtige i midten, men det er for meget matematik for min hjerne. Her er min forenklede udgave: smid det bedste stof ind i slutningen og begyndelsen af sætningen. Skjul det svageste i midten.
Den første sætning i Amy Fusselmanss roman The Pharmacist’s Mate lyder sådan: ”Sex på et skib er en dårlig ide, med mindre du vil være gravid.” De mest fascinerende ord i starten og slutningen.”

Nogle af rådene har man måske hørt før – fx at bruge aktive udsagnsord – men Roy Peter Clark inspirerer til, at man faktisk gør noget ved det. Det bliver konkret, fordi han på en rigtig fin måde udfolder virkningen af det enkelte skriveredskab, gør det enkelt at bruge og krydrer det hele med masser af eksempler.

Sjældent har jeg følt mig så inspireret til at arbejde med mit sprog. Ikke bare at tænke over hvad jeg skriver, men også hvordan jeg skriver det. Bogen ”Skriveredskaber” kan varmt anbefales.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>