Det bliver lettere at lave ebøger

Aerbook cloud publishing

Man kan oprette en ebog med de mest basale elementer: Tekst, billeder, audio og video. Ikke umiddelbart så meget eyecandy, men let at eksportere til både app og ebog. En god start.

Så kom det endelig: Et værktøj til at lave ebøger, som virker forholdsvis fornuftigt. Aerbook Cloud Publishing. Som vi har InDesign til at lave trykte bøger, så har vi længe manglet et program, der kan gøre det mere intuitivt at lave ebøger. I øjeblikket er det ofte en udvikler, der har sidste hånd på værket. Og selv om jeg har stor respekt for det fag, så fornærmer jeg vist ikke nogen ved at sige, at der desværre ikke altid er samlet en tekniker og en brugervenlighedsekspert i en og samme krop. Derfor har vi brug for et værktøj til designere og andet godtfolk.

Som så meget andet ny software i dag, foregår det hele selvfølgelig i skyen. Man opretter en bog – tilføjer sider, tekst, billeder, video og audio. Det er gratis at oprette og lave en bog. Man betaler til gengæld, når man skal eksportere selve ebogen. $29.99 for en ebog (epub eller mobi) og $199 for en app (iOS og Android). Smart, at det hele ikke skal opbygges fra bunden til et andet format! De funktioner, der er til rådighed, virker forholdsvis standard, men til sammenligning har InDesign jo også gennemgået lidt af en udvikling.

Mon ikke vi vil se andre programmer og værktøjer i den kommende tid? Det håber og tror jeg. Men nu er startskuddet gået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *