Disse 7 ting bør en god hjemmeside for en bog indeholde

I newpub-facebookgruppen har der for nyligt været en debat af, hvad den gode forfatterhjemmeside skal indeholde. Jeg synes selv Andy Andrews’ side for bogen ”The final summit” indeholder det meste af det, en god bogside bør indeholde. Siden er et såkaldt onepagedesign, hvor man skal scrolle langt for at få al informationen med (det er i øvrigt en ret populær form for hjemmeside i øjeblikket – se fx Media Evolution, the conference). Om man er til den slags hjemmesider eller hellere vil have en med flere underside er naturligvis en smagssag. Uanset om det er det ene eller andet design, så er nogle af de vigtigste elementer på hjemmesiden efter min mening:

  • En god bogpræsentation. Det er naturligvis alfa og omega med en god beskrivelse af bogen. Noget der pirrer nysgerrigheden og giver lyst til både at læse og købe bogen. Fremhæv gerne enkelte sætninger og taglines, så man hurtigt bliver fanget og får lyst til at læse mere.
  • Anmeldelser af bogen. Fra medier og kendisser, men også gerne fra ”den almindelige læser”. Andy Andrews har meget fint delt det op i hhv. ”pioneers, frontrunners, innovators and leders”, tweets om bogen, facebookstatusopdateringer om bogen, bloganmeldelser og amazon-anmeldelser. Man behøver ikke nødvendigvis have så mange forskellige kategorier, men det er fint at illustrere, at både smagsdommerne og de almindelige læsere synes om bogen. Sørg for at få nogle anmeldelser i begge kategorier hentet i land allerede inden bogen udkommer. Det sikrer et godt indledende salg.
  • Et gratis kapitel til download, så man kan se om bogen er værd at købe. Lad være med at bruge indledningen, den er der sjældent nok gods i. Det skal være et regulært kapitel.
  • Købslinks – gerne flere steder på siden. Nogle af os skal læse meget inden vi bliver overbevist om at købe bogen, andre skal kun læse et par blændende anmeldelser inden vi er klar til at svinge dankortet. Er man ude i det såkaldte onepagedesign, så sørg for at der er købslinks spredt ned over siden med jævne mellemrum.
  • Et par videospots – måske en, der har fokus på bogen og en, der fortæller forfatterens historie. Vi vil så gerne se ind bag facaden på vores yndlingsforfattere.
  • Lydklip – oplæsning af bogen og måske et interview med forfatteren.

 

Presseområde og mediekit

Ud over alt det, der henvender sig til den potentielle køber, så bør hjemmesiden også indeholde et presseområde med mediekit, gode fotos af bog og forfatter samt henvisning til, hvor man kan få et anmeldereksemplar af bogen.

Et godt mediekit bør indeholde:

  • Et lidt mere omfattende resume af bogen, så journalisten kan lyde som om hun har læst bogen, selv om hun faktisk kun fik tygget sig igennem de første 20 sider inden forfatteren sidder overfor hende i studiet.
  • En kort opsummering af, hvad læseren kan få ud af bogen. Journalisten skal vurdere, om det er relevant for netop hendes læsere/lyttere/seere at omtale bogen eller interviewe forfatteren. Vær ærlig og specifik, en bog er meget sjældent for alle, og det ved journalister selvfølgelig godt.
  • Interviewemner og et par eksempler på svar. Husk, at for at et interview skal være interessant, så skal der være saft og kraft i svarene, og meget gerne noget der er lidt kontroversielt. Hvis man tager for mange forbehold eller mener det samme som alle andre, så bliver interviewet lidt småkedeligt. Forfatteren skal turde at lægge kortene på bordet og mene noget, også selv om det er lidt farligt.
  • Fakta: Hvor mange sider, hvornår er den udgivet, hvor kan den købes osv.

Hvad synes du en god hjemmeside for en bog bør indeholde?

Comments

  1. says

    Hej Marie

    Tak for en fin liste og en god blog. Dine gode råd kom lige i rette tid, mens jeg er i gang med at planlægge min roman Eremittens bog-side.

    Hvad tænker du om url? Skal den have bogens titel eller forfatterens navn?

    Umiddelbart hælder jeg til forfatterens navn (eller både/og), men jeg ser også nogen, der kun har bogens titel.

    Bedste hilsner

    Thomas

  2. Marie Halkjær says

    Hej Thomas

    Det kommer jo an på om det er forfatternavnet eller titlen, der er brandet.
    I de fleste tilfælde ville jeg nok vælge forfatternavnet, særligt hvis man påtænker at skrive flere bøger.

    /Marie

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>