Ebøger – hvor er pengene?

På London Book Fair var der i tirsdags et spændende seminar med titlen ”digital keynote – where’s the money”. Et spørgsmål som mange af os sikkert gerne vil have svar på. Det var et stærkt panel med en række topchefer fra Random House, Hachette, Penguin Group og HarperCollins. Det var dog ikke svarene, der gjorde dette seminar interessant, men derimod i højere grad de spørgsmål, der blev stillet. Fx blev standardboglængden på 200-300 sider udfordret. Denne længde passer godt i en verden, hvor bredden af bogryggen har betydning for synligheden i boghandlen. Men måske vil vi i højere grad i den digitale verden se kortere bøger med mere koncentreret information. Noget bud på en fremtidig boglængde blev der dog ikke givet.

Ligeledes blev der sat kraftigt spørgsmålstegn ved ereaderens fremtid. Flere af panelisterne mente, at en ereader, som kun bruges til at læse bøger, er et overgangsprodukt inden ereaderen bliver integreret i andre produkter a la iPhonen. John Makinson fra Penguin  fremsatte et overbevisende argument for at ereaderen faktisk mest er for ældre mennesker, hvor simpel teknik og muligheden for at forstørre teksten er afgørende funktionaliteter.

Derudover blev der under seminaret talt meget om piratkopiering. Der var uenighed om, hvordan dette skulle imødegås. Hvor Hachettes Tim Hely-Hutchinson mente, at man af rettens vej må forfølge dem, der deler filerne, var Victoria Barnsley fra HarperCollins mere fokuseret på at tilføje ekstra værdi til produktet, som vil få læserne til at betale prisen. Hun vente her gentagne gange tilbage til ”added value” i form af sociale medier, som fx online diskussion med forfatteren.

Der var dog samtidig en forståelse for, at en væsentlig begrænsning for ebogen er, at den i øjeblikket ikke på lovlig vis kan deles med venner og bekendte, på samme måde som en trykt bog. Hvis man netop har læst en fantastisk bog, kan man ikke dele sin begejstring med andre ved at låne bogen ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *