Er du klar til en fremtid, hvor ebøger sætter dagsordenen?

I USA går ebogsudviklingen i øjeblikket så stærkt, at det maksimalt kan fortsætte med samme tempo i 3 år. De seneste fire år er ebogssalget målt som procentdel af forlagenes samlede indtægt fordoblet eller mere end fordoblet hvert år. Denne vækstrate kan matematisk set ikke fortsætte i mere end tre år, for det ville betyde at ebøger kommer til at udgøre 160 % af indtægten. Not possible (tal og fortolkning af Mike Shatzkin). Det er til at få sved på panden af, men hvor er det også bare spændende. I Danmark er vi nok et par år bagud i forhold til denne udvikling. Men det er næppe fordi udviklingen ikke kommer. Så hold på hat og briller.


Disse fem ting, tror jeg, at du skal holde øje med:

  • (Danske) ebogsapplikationer, hvor man kan købe ebøger direkte via tabletten – glem alt om tilslutning til PC’er, det hele skal foregå trådløst og i skyen.
  • Mulighederne i html5 og epub3. Man kan nu lave app-lignende features i html5. Fordelen er, at grundindholdet kan bruges på mange forskellige platforme, hvis det blot læses gennem en browser. Der er ingen tvivl om, at der vil komme værktøjer på markedet, som kan gøre ebogsproduktionen billigere.
  • Vær påpasselig med at antage billedtunge værker til udgivelse langt ud i fremtiden. Der er endnu ikke nogen, der har fundet en rentabel forretningsmodel til at lave coffetable-books i eformat – bortset fra enkelte undtagelser, der bekræfter reglen. Kombineret med at den traditionelle boghandel vil blive trængt i et marked, hvor flere og flere bøger sælges elektronisk, så kan man komme til at stå uden afsætningskanal til de lækre billedtunge bøger. Der vil helt sikkert stadig være et marked for nogle af den slags bøger, men der er også mange ubekendte faktorer.
  • Eksperimentér med kortere værker, der kan komme hurtigere på markedet. På nogle (!) områder er vores evne til fordybelse skrumpet ind. Tiden er knap, så det hurtige og præcise overblik har også sin berettigelse. Specielt når fragt og rygbredde (= synlighed på hylden i boghandlen) ikke er væsentlige faktorer.
  • Invester i at opbygge metadata om alle bøger. I ebogs-webshops kan man ikke forhandle sig til flere hyldemeter eller forlade sig på boghandlerens anbefaling af bogen. Nu er det i høj grad hardcore søgning, der sætter dagsordenen. Er du klar til det?

Jeg gentager: Hold på hat og briller. Det her bliver den vildeste og mest spændende udvikling i bogbranchen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *