Få flere gode bogideer

”Græsset er grønnere, der hvor man vander det.”  Jeg elsker det citat. Det gælder både privat og i erhvervssammenhæng. For eksempel i forhold til, hvilke manuskripter der ender på redaktørens bord. Jeg er varm fortaler for, at man på forlaget er meget proaktiv i forhold til at udvikle ideer til bøger. I stedet for at vente på at en forfatter banker på med det helt rigtige manus. Nogle gange kan man nemlig komme til at vente rigtig længe. Hvorfor ikke selv spotte, hvor der er et hul i markedet, og så banke på forfatterens dør i stedet? Eller måske hos en selvstændig, der ikke engang vidste, at han eller hun skulle være forfatter?

Få bunkevis af gode ideer

Og hvordan får man så gode ideer til nye bøger? Det er heldigvis en misforståelse, at nogle af os er født kreative idemagere og andre ikke er. At få gode ideer er en evne, der udvikles ved træning. Så sæt i gang. De fleste kloge hoveder er nemlig enige om, at det i første omgang gælder om kvantitet. Den helt rigtige idé viser sig ofte først efter bunkevis af dårlige.

Måske skal du have en lang liste på væggen på kontoret, hvor du hver dag skal tilføje 3 nye bogideer. Hver dag – 3 ideer. 98 % af ideerne er sikkert ikke salgbare: der er ingen målgruppe, der er lavet tonsvis af lignende bøger eller I har ikke de rette salgskanaler. Men hvis bare 2 % af ideerne har potentiale, svarer det faktisk til mere end en knaldgod ide om måneden. Og med lidt træning kan du sikkert nå langt højere op end det.

Og når du nu har plastret kontorvæggen til med halvdårlige ideer, så tag et kig på dem engang i mellem. Måske er der to ideer, der hver for sig er umulige, men i kombination slår de gnister… Tænk bare.

Foto af Kromkrathog via FreeDigitalPhotos.net

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *