Google Bogsøgning

Nu er Google Bogsøgning også kommet til Danmark. Jeg har tidligere skrevet om den engelske version af denne funktion, men lige før jul lancerede de betaversionen af den danske udgave. Ved at sende den trykte bog eller en pdf-version til Google bliver bogen optaget i Googles index og dermed søgbar. Man kan sætte en grænse for, hvor mange sider af bogen en bruger må se. Samtidig kan forlaget få en lille ekstra indtægt gennem små annoncer nederst på siden, hvor bogen vises. Og man kan se statistik over, hvor mange der ser de enkelte bøger og hvor mange, der klikker videre for at købe bogen. Apropos køb, så er det også muligt, hvis man selv har en webshop, at få link direkte til denne.  

Der er altså en lang række fordele, men der er naturligvis også mange bekymringer i forhold til copyright-spørgsmålet, som har været heftigt debatteret de seneste år. Men det må jo være op til hvert enkelt forlag at afgøre om de tør kaste sig i armene på Google. 

Man kan læse mere om Google Bogsøgning i udgivervejledningen eller i Bogmarkedet nr. 2, der udkommer på mandag.

Comments

  1. Poul Kragh Jensen says

    I mine øjne er GBS en fordel – både for det lille forlag, hvor markedsføringsbudgettet er begrænset, og for det store forlag, der i disse long-tail tider ikke kan gøre nok for også at eksponere sin backlist.

    Når der alligevel tøves rundt omkring på forlagene, er det givetvis pga. en nervøsitet for, at GBS vil hæmme bogsalget. Alle undersøgelser og al erfaring viser det modsatte: den slags eksponering stimulerer det generelle salg.

    Det er også min erfaring. Statistikkerne taler sit klare sprog. Og jeg vil tillade mig at hævde, at jo flere forlag, der kommer med – vi endnu er vist kun to danske – jo bedre. Det er også en brancheopgave at introducere GBS til de danske bogkøbere.

  2. Marie says

    Kære Poul

    Jeg beklager der er gået så lang tid inden din kommentar blev offentliggjort – den røg i spamfilteret.

    Men jeg tror du har helt ret. Der findes så mange bøger derude, som kunderne ikke aner findes og jo mere vi kan gøre for at gøre dem opmærksomme på disse bøger jo bedre. Opmærksomhed er jo trods alt en altafgørende forudsætning for at bogen bliver købt.

    Marie

Skriv et svar til Poul Kragh Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *