Indrømmelse: Jeg er samler

Min mormor er samler. Aviser fra 40’erne. Gamle julekalendere med glimmer og krøllede kanter, der er blevet åbnet igen og igen, år efter år. En samling knapper, der blev påbegyndt for mere end 100 år siden. Det var blot nogle af de ting, vi fandt på hendes loft, da det skulle ryddes for et år siden, fordi familiegården skulle sælges.

Det er nok hende jeg har det fra. Jeg er nemlig også samler. Både af gamle ting og faglig inspiration. Og jeg holder stædigt fast på, at det er et positivt karaktertræk, selv om venner, familie og feng shui-guruer ryster overbærende på hovedet. Tidligere havde jeg stakkevis af avisudklip, kataloger og magasiner, som inspiration til fremtidige blogindlæg, artikler og projekter. Men de var usorterede og derfor ubrugelige. At lede efter et bestemt udklip var i langt de fleste tilfælde mest af alt en overspringshandling.

Men siden jeg er begyndt at bruge Evernote, er min samling blevet forvandlet til en skatkiste (kender du ikke Evernote, så se mere her). I skrivende stund har jeg mere end 1200 noter, billeder, webudklip og artikler, der er sorteret i 73 forskellige virtuelle notesbøger.

Jeg tager billeder af alt fra ebogsstatistikker til boligreportager og boganmeldelelser med evernote-app’en på min telefon. Som ekstra bonus genkender Evernote tekst, så selv disse elektroniske avisudklip bliver søgbare. Finder jeg noget på nettet, interessante blogindlæg eller highlights fra whitepapers, ryger de også direkte i Evernote. På den måde er de lige ved hånden, hvis jeg senere får brug for at referere til dem. Klip, klip, swish, swish – sendt direkte til Evernote.

Når jeg skal skrive et blogindlæg starter jeg ofte med en søgning i Evernote. For det meste overrasker det mig, at jeg måske ubevidst har brygget på indlægget noget tid. I hvert fald er der samlet adskillige artikler om netop det emne, jeg har sat mig for at skrive om.

Jeg læste for nyligt om en, der har en lignende inspirationssamling. Bare i fysisk format. Med en kasse til hvert af de store emner, der interesserer ham. Kasser, som kan kaste mange forskellige artikler, endda bøger, af sig. Selv om jeg ville elske at bredde et fysisk materiale ud på kontorgulvet, så er jeg glad for at mit er elektronisk. Søgbart og tilgængeligt fra både computer, iPad og telefon. Og med mulighed for at lave et utal af forskellige kasser.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>