Inspiration fra softwarebranchen til en ny prismodel

For 1½ uge siden tickede en nyhedsmail ind i min inbox, hvor softwarevirksomheden Acronis tilbyder backup-programmet ”True Image” til rabatpris. Det fungerer sådan, at Acronis sænker prisen med 1 cent for hver køber, der registrerer sig. Prisfaldet stopper når prisen når €34,95 eller d. 17. maj (oprindelig pris: €49,95) og herefter får alle registrerede en email med mulighed for at købe programmet til den endelige pris.

Dette er en smart strategi af flere grunde. For det første giver det en form for uopsættelighed – tilbuddet gælder her og nu. Der er også potentiale for, at dem der har registreret sig, fortæller andre om det (via twitter, blogs, word of mouth etc.), for de vil naturligvis været interesseret i, at mange registrerer sig, så prisen bliver lavest muligt. Og så er der selvfølgelig alle mailadresserne – prisen er i øjeblikket €41,37, det vil sige at 858 har registreret sig. Acronis har ikke været så frække, at man samtidig med registreringen siger ja til at modtage deres nyhedsbrev, men måske kommer der et registreringstilbud man ikke kan sige nej til i den mail, man får med den endelige pris på programmet. Under alle omstændigheder har de da i hvert fald tilladelse til at sende denne bekræftelsesmail, som potentielt kan give et ret stort salg.

Denne metode kunne uden besvær bruges i forlagsbranchen. Sæt en given bog til salg, lad prisen falde for hver køber, der registrerer sig. Det skaber interesse for bogen og hvis du sælger flere hundrede bøger på få uger, har du nok også råd til at give en vis rabat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *