Lidt flere tørre tal, tak!

Hvor mange udgivelser baserer I på hardcore facts om målgruppens størrelse?

Den danske forlagsbranche er i alt for høj grad præget af, at bøger udgives, fordi vi tror, der er en målgruppe. Vi baserer det på mavefornemmelse og lidt løs internetresearch. Ofte finder forfatter og forlag først ud af, at målgruppen ikke eksisterede, når der står 1000 eksemplarer af bogen på lager. Ærgerligt.

Statistik fra Bookscan ikke længere tilgængeligt

Der er flere muligheder for at teste markedet på forhånd. Desværre blev der ved udgangen af september én mindre, da Bookscan-projektet blev lukket i Danmark. Her har forlagene kunnet købe sig til salgsstatistik, som gav et lidt bedre indblik i salget i forskellige genrer. Der har været mange indvendinger mod projektet – adgangen har været for dyr for forlagene og statistikken ufuldkommen, fordi supermarkederne ikke har været med. Men det er brandærgerligt, at det ikke har været muligt at gøre projektet rentabelt i Danmark, for jeg mener, det har stort potentiale. Fra min tid i Oxford ved jeg, at Bookscan her blev brugt aktivt i vurderingen af nye udgivelsesområder. En væsentlig ressource, når det fungerer.

Antag kun forfattere med en platform

En anden måde man kan sikre, at der er en målgruppe af en relevant størrelse, er ved at kræve, at forfatteren i forvejen har skabt sig en platform. Han bør have en blog med et vist antal abonnenter, et nyhedsbrev med et forholdsvis stort antal modtagere eller et website med x antal besøgende månedligt. Eller han har som foredragsholder givet foredrag for et vist antal mennesker i løbet af det seneste år. Man må gerne kræve, at der skal tal på bordet før et manuskript antages. Det giver større sikkerhed for succes for alle parter.

Er jeg helt galt på den? Laver I masser af research før I udgiver bøger? Og i så fald hvordan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *