Nicheforlagenes markedsføringsfordel

Hvis et reklamebureau så markedsføringsbudgettet for en gennemsnitlig bog ville de slå sig på maven af grin. Specielt i et sprogområde som det danske er salgspotentialet desværre så lille, at bogen ikke kan bære de store armbevægelser markedsføringsmæssigt. Men for forlag og forfattere er det ikke noget at grine af… Det er den virkelighed man må forholde sig til. Og så har man tre muligheder: Man kan lukke øjnene og bruge medarbejderressourcerne på markedsføring alligevel (god forfatterservice, men svært at skabe forretning på i længden). Man kan overlade det meste af markedsføringen til forfatteren og håbe på, at hun ikke tæller timer (virker i mange tilfælde, da forfatteren brænder for bogen – risikoen er, at forfatteren opdager, at det er en dårlig deal og vælger at selvudgive i stedet). Eller man kan gå lidt mere strategisk til værks og fordele markedsføringsudgifterne over flere bøger.

Derfor har de forlag, der satser på et eller flere nicheområder en kæmpe fordel. Når de bruger ressourcer på at opbygge et community eller en nyhedsbrevsliste inden for et givent emne kan den bruges til at markedsføre flere bøger. Og hver gang, der kommer en ny bog, kan den bruges til at øge salget af de øvrige bøger inden for samme emne – mindre arbejde, mere salg = god økonomi.

I takt med at de fysiske boghandler får mindre betydning og netboghandler får større markedsandele bliver denne strategi endnu mere interessant. Bøgerne kan nemlig få et længere liv, hvis de markedsføringsmæssigt holdes i live. De kan stadig sælge selv om de ryger retur fra de fysiske hylder efter bare et par måneder på markedet.

Så sørg for at tænke strategisk i forhold til udgivelsesprofil. Udgiv flere bøger, der er målrettet samme segment. Og læg en plan for, hvordan I markedsfører hele bunken af bøger bedst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *