Nyt collaborative writing forsøg med bestseller-twist

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om begrebet ”collaborative writing”, hvor flere forfattere i fællesskab skriver en roman. En del af disse projekter har set dagens lys de sidste par år – med mere eller mindre styring og mere eller mindre succes.

I øjeblikket er et australsk projekt undervejs, som jeg synes har et spændende twist. Første og sidste kapitel af romanen AirBorne er nemlig skrevet af bestsellerforfatteren James Patterson. Bogens øvrige 28 kapitler er skrevet af 28 forskellige forfattere, der er udvalgt i en konkurrence afholdt af Borders og Random House. Konkurrencen gør (forhåbentlig) at de 28 forfattere faktisk kan skrive – i modsætning til andre collaborative writing-projekter, hvor alle har kunnet bidrage uanset kvalifikationer. Desuden betyder dét, at Patterson har skrevet både første og sidste kapitel, at i hvert fald disse to kapitler hænger sammen og forhåbentlig har givet bogen en forholdsvis stringent storyline – så meget som det nu er muligt med 28 forfattere.

De 30 kapitler vil blive offentliggjort online fra 20. marts og en måned frem på borders.com.au. Et kapitel om dagen. Bogen vil ikke være til salg, så det er primært et markedsføringsstunt. Og for Random House er det måske også et forsøg på at finde en formel for ”collaborative writing”, som virker. Det kunne være spændende at kigge Borders’ over skulderen og se udviklingen i deres webtrafik. Kan Pattersons navn skabe nok hype og kan de holde momentum en hel måned i træk? At dømme efter facebook-gruppens knap 450 medlemmer er der ikke helt kommet fart på kampagnen endnu – men der er jo også næsten tre uger til udgivelse af første kapitel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *