Om

Swisch, spoing. En ide zappet direkte fra min hjerne til din. Tankeoverførsel ville bare gøre mange ting så meget nemmere. Ingen misforståelser og videndeling i 17. potens.

Desværre ren science fiction, så mens vi venter, må vi nøjes med god kommunikation. Uanset om det er på knitrende papir (ahh, hvilken duft) eller på en app, så tænder jeg på god kommunikation. På selv at blive klogere og hjælpe andre med at dele deres viden. At skære gennem al støjen og hypen og finde frem til det, der sætter tandhjulene på steorider. Det er det, denne blog handler om. Om kommunikation via bøger, digitale materialer, web og hybrider derimellem. De gode ideer, de gode værktøjer, lækkerheder og det, der bare inspirere mig.

Marie Halkjær Kragelund

Jeg har været selvstændig forlægger i fire år, hvor jeg med Clockwise skabte mit eget lille forlagslaboratorium til at afprøve mine ideer. Mere end 25.000 bøger solgt og masser af erfaringer rigere – om alt fra at skrive en pressemeddelelse, der giver tv-omtale i bedste sendetid til forsidedesign, der skaber blikfang og toldregler ved import af bøger fra HongKong.

Jeg har en master i publishing fra Oxford Brookes University. De sejeste undervisere, jeg har mødt, er siden blevet anerkendt af the Sunday Times University Guide, som Englands bedste uddannelse i kategorien kommunikation og information. Tillykke, det er fuldt fortjent.

Jeg arbejder nu på DKM som konsulent og projektleder, hvor jeg hjælper vores spændende kunder med at kommunikere det, de tror på og brænder for. Mest via webprojekter, logoer og lignende, men en enkelt bog sniger sig også ind i ny og næ.