Sælg mere: Husker du disse tricks, når du skriver til Bogportalen?

Flere og flere bøger købes på nettet. Det betyder, at det ikke længere er det gode forhold til boghandleren, der er afgørende, men derimod at man er bedste venner med netboghandlernes søgefunktioner. Så netop dine bøger dukker op, når kunden sætter sig til tasterne. Derfor må teksterne på Bogportalen og din egen hjemmeside aldrig være noget du skriver i al hast to minutter i udgivelsestidspunkt. Det er vigtigt!

Den tekst du skriver om bogen har to formål: For det første skal den inkludere de ord kunden kunne finde på at søge på, hvis hun er interesseret i netop din bog. For det andet skal den være interessant nok til at hun faktisk klikker på købsknappen, når hun først har fundet frem til den. Den skal altså være skrevet både til mennesker og boghandlens søgefunktion. Tricky.

Start med at skrive den tekst, der skal få kunden til at købe. Den skal selvfølgelig indeholde noget om, hvem målgruppen er, og hvad kunden kan forvente at opnå, hvis hun køber bogen. Du må gerne tage udgangspunkt i bogens bagsidetekst, men husk, at der vil være lidt forskel på, om kunden allerede har bogen i hånden (bagsideteksten) eller om hun sidder bag skærmen og bare har et fladt billede at kigge på (teksten til Bogportalen og hjemmesiden).

Flet nøgleordene ind i teksten

Når teksten er gennemarbejdet nok til at kunden med garanti trykker på købsknappen, så er det tid til at inkludere nøgleord. Lav en liste over alle de ord, kunden kunne finde på at søge på. Har man udgivet en bog om yoga, så er det en god ide at opsummere nogle af de stillinger, den inkluderer – barnet, klovnen, solhilsen m.m. (yep, min viden om yoga er meget begrænset). Men listen skal også indeholde nogle af de ord, alle os andre ville bruge. Fx ”yoga ondt i ryggen”, hvis nu min motivation for at give mig i kast med yoga er, at jeg har behov for at styrke min ryg.

Fra forfatteren kan du sikkert få de vigtigste fagudtryk, men han er ikke nødvendigvis den bedste til at svare på, hvilke ord alle andre ville bruge. Måske er du også allerede selv fedtet for meget ind i emnet til at svare på dette spørgsmål. Så må du få hjælp fra en kollega eller ven. Spørg dem om, hvad de kunne forestille sig motivationen var for at købe pågældende bog, og hvad de så ville søge på.

Når listen er færdig, så tjek teksten igennem igen. Indeholder den alle nøgleordene? Hvis ikke, så flet dem ind. Teksten skal naturligvis stadig kunne læses uden at man brækker tungen, så det kræver lidt arbejde, at få dem indarbejdet. Måske skal hele sætninger skrives om, frem for bare at dumpe tilfældige nøgleord ind hist og pist.

Lav listen over nøgleord

Når du har lavet listen over nøgleord har du også et godt udgangspunkt til feltet ”Nøgleord” på Bogportalen. Men hvordan er det nu? Er der et eller to l’er i pil(l)ates? Forvent ikke at kunden har det sorte bælte i stavning, så det er en god ide også at tage et par alternative stavemåder med på de allervigtigste søgeord.

Synes du det lyder som hårdt arbejde, så har du helt ret. Men jeg lover dig, at det har effekt – det er et af de allervigtigste salgsredskaber du overhovedet har.

PS: Bogportalen burde i øvrigt også indeholde et felt til beskrivelse af forsidefarve… Til alle dem der kommer ind i boghandlen og leder efter en bog med noget a la denne beskrivelse: Altså den der bog min veninde Hanne anbefalede, den er grøn på forsiden og så er den tyk. Det er vist nok noget med et mord. Har I den?

Foto af Renjith Krishnan via FreeDigitalPhotos.net

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *