Veltimet email-autoresponder der giver mersalg

For lidt over et år siden købte jeg nye strømpebukser. Det ved jeg, ikke fordi jeg holder militaristisk overblik over min garderobe, men fordi webshoppen, hvor jeg købte dem, tightsplease.co.uk, har været så venlige at fortælle mig det. Samtidig med at de giver mig en lille rabat på 5% i anledning af årsdagen og har lagt de samme varer i kurven for mig, hvis nu strømpebukserne trænger til en udskiftning (hvilket de faktisk gør).

Jeg elsker den slags relevante og veltimede email-autorespondere. For min skyld måtte de også gerne have forsøgt sig med lidt yderligere mersalg og inkluderet et par links til andre produkter, der kunne have min interesse baseret på min tidligere købshistorie.

En anden lille lækker feature i Tightsplease’s webshop: Ved checkout får man valgmulighederne: “I’m a new customer”, “I’m already a customer” og “I can’t remember”. Sidstnævnte synes jeg er superrelevant og tager højde for den virkelighed man som forbruger har – jeg går ikke rundt og husker på brugernavn og password til de 117 forskellige webshops jeg gennem tidens løb har købt et eller andet igennem. Jeg kunne selvfølgelig bare have gættet på, om jeg var kunde eller ej, men når tightsplease inkluderer en “I can’t remember”-knap, så slipper jeg for at blive i tvivl – eller endnu værre: forsvinde i min mailbox for at tjekke og måske aldrig komme tilbage til min kurv. Jo mindre usikkerhed og distraktion der er i et checkout-forløb, jo bedre. Muligheden for at købe uden at logge ind ville måske være helt optimalt, men hvis man insisterer på, at der skal et brugernavn og password til, så synes jeg dette er en god service.

Foto af Marin via FreeDigitalPhotos.net

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *